SEO-tekster

Her kan du læse lidt om, hvad SEO-tekster er, om det handler om mængden af søgeord og om det i SEO-tekster i det hele taget ikke bare er nogle avancerede reklametekster.

(Du kan allerede få svaret nu – det er “nej”.)

Snup en kop kaffe og bliv klogere på SEO-venlige tekster.

På denne side kan du læse om:

Hvad er SEO-tekster?

Er SEO-tekster det samme som reklametekster?

Skal man ALTID følge "reglerne"?

Hvad er SEO-tekster?

SEO-tekster er tekster, der er skrevet til mennesker først og dernæst søgemaskiner.

Skriver du kun med udgangspunkt i søgemaskiner, kommer teksterne let til at virke kedelige og mekaniske. Det vil højest sandsynligt få din målgruppe til at hoppe fra, også selvom du måske var det perfekte match for dem. 

Skriver du til gengæld tekster til mennesker uden at tage højde for SEO, bliver det svært at kravle op i de rette søgevisninger.

SEO-tekster kombinerer det bedste fra begge verdener, når besøgende på hjemmesiden får serveret et spiseligt budskab, pakket ind i virksomhedens tone-of-voice, alt imens Google fodres med de data, der gør det lettest muligt at vise siden for potentielle kunder.

En SEO-venlig tekst er ikke:

  • Så mange søgeord som muligt
  • Så meget tekst som muligt
  • Sælg, sælg, sælg

En SEO-venlig tekst indeholder:

  • Et tydeligt budskab, der tager udgangspunkt i målgruppens behov (Søgeintention)
  • Relevante søgeord, der er tilpasset målgruppens tone-of-voice
  • Struktur; til glæde for både målgruppen og søgemaskinen
  • Tydelig “Call To Action”, der leder din målgruppe videre i brugerrejsen

Er SEO-tekster det samme som reklametekster?

Det korte svar er “nej”, men lad os hurtigt kigge på forskellige slags tekster og deres relation til SEO.

Reklametekster er gode til markedsføring. De tager højde for, at målgruppen hurtigt er videre og har derfor til formål at fange opmærksomheden, levere et budskab OG appellere til købetrangen på meget lidt plads.

Storytelling er, direkte oversat, historiefortælling. Storytelling er et fantastisk redskab til formidling af både et budskab og brandværdier ved hjælp af historier og iscenesættelser. Storytelling er ofte effektivt, fordi det er lettere at huske en beretning end bulletpoints fra et slideshow.

Virksomhedsbeskrivelser, eller brandtekster, bruges til at definere virksomhedens vision og mission, og gør det klart for målgruppen, hvilke værdier virksomheden beror på.

MEN. 

SEO-tekster er ikke det samme som reklametekster, storytelling eller virksomhedsbeskrivelser; SEO er et add-on.

Det er muligt at gøre alle slags tekster SEO-venlige.

Skal man ALTID følge "reglerne"?

Jeg oplever, at en del gerne vil have tommelfingerregler på antal ord pr. side, antal søgeord i tekster, osv. så deres tekster ikke kun er SEO-venlige men SEO-korrekte.

Ikke nok med at det bliver mekanisk, som tidligere nævnt, så går du også på kompromis med dét det hele handler om: Din målgruppe.

Når du skal vælge mellem at forfatte en tekst med de rette søgeord eller en tekst, der taler direkte til din målgruppe, bør du altid prioritere din målgruppe. Giv dem en god oplevelse, noget at smile af, lysten til at klikke og interagere med din side – og prioritér din SEO-indsats på andre måder (Eks. hastighed, navigation, linkbuilding).

Så nej, du skal ikke slavisk følge tommelfingerreglerne på alle dine sider. Lokalisér de sider, der er er bærende for din hjemmeside og dit budskab og koncentrer SEO-indsatsen om dem.

Har du brug for en saltvandsindsprøjtning til dine tekster?
Læs mere om søgeintentioner og hvordan de kan guide dig, når du skal lave SEO-venlige tekster.

Til dig, der selv forfatter tekster til din hjemmeside

Jeg oplever ofte, at implementering af SEO i tekster, kan spænde ben for det kreative flow. Mit råd er, at du i din kreative proces skal glemme alt, der rimer på SEO og give den gas på tastaturet. Bagefter kan du implementere søgeord, H-tags, Call To Action, links og alt det andet hejs. Det vigtigste er, at du kommer ud over stepperne med dit budskab, så det ikke bliver en støvet to-do på listen. 

Har du brug for hjælp til dine SEO-tekster; uanset om det er feedback eller hands-on, så skal du ikke tøve med at tage kontakt.

Tosset med tekster

I folkeskolen var jeg hende, der fik begrænsing på antal sider, når jeg afleverede stil. Jeg har altid skrevet af lyst og gør det stadig. Mange tror, at det skrevne ord er ved at uddø, fordi video og lyd vinder frem som kilde til underholdning.

Men ét sted tekst stadig giver mening er i SEO.

Google kan endnu ikke klikke “afspil” når din hjemmeside indekseres – men vi kan hjælpe Google på vej med tekst. Jeg mener ikke, at vi behøver at gå på kompromis med sprogets nuancer, bare fordi der lægges en SEO-strategi. Du kan sagtens få dit brand til at skinne igennem tekst, hjulpet godt på vej af dit kernebudskab og tone-of-voice.

At lege med det skrevne ord er ikke kun en forløsende øvelse. Det er også en handling, der kan hjælpe dig med at give din virksomhed kant og personlighed.

God arbejdslyst!

Sulten efter flere SEO-snacks?

Hvad er SEO?

En kort beskrivelse af, hvad SEO går ud på.

SEO ABC

De vigtigste SEO-begreber samlet ét sted.

Søgeintentioner

Lær mere om din målgruppes intentioner bag søgninger.

SEO tekster

Lær hvordan du bruger SEO i dine tekster.